Søg
Filters

Livet med alopecia

Lone fortæller om sit hårtab

 

Paryk til folk med Alopecia - før billede Paryk til folk med alopecia - efter billede

Lone Alber er en modig kvinde, der tør stå frem og fortælle om hendes hårtab.


Hårtab er desværre ikke en så usædvanlig lidelse. Mange lever hver dag med et hårtab, og det kan have store konsekvenser for selvtillid og selvværd. Mange ønsker at holde sig anonyme, for ikke at skilte med sit hårtab. Dette gør også emnet meget tabu belagt.


Lone er i dag 52 år og har det godt.  Men for 37 år siden begyndte det, der må være en kvindes værste mareridt og som forandrede Lones tilværelse for altid. Små pletter på størrelse med en 5 krone opstod tilfældige steder i hovedbunden.


- Fra jeg var 15-32 år opstod pletterne on and off. De voksede altid ud igen, men opstod bare andre steder, og nogle gange var det helt hvide hår der groede ud.
I årenes løb prøvede Lone til med forskellige behandlinger.


- Jeg fik lysbehandlinger på Odense Universitetshospital og prøvede flere forskellige cremer og produkter – intet virkede. I foråret 1999 begynder alt håret at falde af, også på kroppen. Og nu går det stærkt. Jeg opsøgte en hudlæge der koldt og kontant konstatere sygdommen: Det er Alopecia – du taber måske alt dit hår.
- Det var en hård udmelding! Man tror jo at når man er syg kan man få medicin eller anden hjælp. Men her var der ingen hjælp at hente, fortæller Lone Alber.

- Jeg redte ikke mit hår. Det gjorde simpelthen for ondt. Jeg husker tiden hvor det sidste falder af. Der var hår overalt. På pudebetrækket om morgen, i badet efter hårvask, hvilket jeg også prøvede at begrænse i håb om at det sidste ikke fald af. Jeg redte heller ikke mit hår. Det gjorde simpelthen for ondt at stå med alt det hår på børsten og i hænderne.
Lone gik med kasket indtil det meste var væk. For en kort periode gik hun med toupe, men snart var det heller ikke nok til at dække hendes hårtab.


- Min farmor havde også paryk, og med tanke på hendes paryk var jeg skrækslagen. Men jeg blev heldigvis klogere, fortæller Lone.
- I 1999 fik jeg min første paryk, og jeg var så glad for den! Følelsesmæssigt var det sværeste da det hele var væk. Jeg var meget ked af det, min forfængelighed blev sat på prøve. I mange år var det ikke Lone jeg så i spejlet, og sådan tror jeg at det var i de første 10 år.
Lone fik sin første paryk i 1999 og er i dag en glad kvinde:

- Det er blevet et livsvilkår for mig at have paryk. Jeg synes jeg ser godt ud! Det har også betydet meget at jeg har fået tatoveret eyeliner og bryn, som jeg desværre også har mistet.


- Jeg har det godt nu, slår Lone fast. Dog tror jeg aldrig at jeg kommer til at gå skaldet. Det kan jeg ikke.

Skriv en kommentar
Blog arkiv